Af Filip Nedergaard Thomsen

– Vestegnens SportsKlinik

Coronaen har lært os, hvad der er vigtigt i vores tilværelse.

Det er nemlig de ting vi savner allermest.

Er man et rigtigt foreningsmenneske, brændende klubmand, eller måske endda én af de tusinder af frivillige, der lægger sin tid og sjæl i arbejdet med at skabe kulturen og rammerne omkring sin sport, kan nedlukningen føles ekstra hård og efterlade et hul, man ikke var bevidst om man havde.

Vi skriver 2021 i kalenderen og tankerne kredser nu ikke længere bare omkring hvornår vi åbner igen, men også hvilken forfatning ens forening er i, når det endelig sker.

At der er blevet afsat milliarder til at sikre at de erhvervsdrivende også har en plads efter genåbningen, er vi mange der sætter pris på, men mange foreningers hovedindtægt; nemlig kontingenterne, har skabt diskussion, forvirring og i nogle situationer – måske ligefrem intern uenighed om hvordan nedlukningen skal påvirke de kontingentbetalende medlemmer.

For det er selvfølgelig altid let at være idealist i medgang, men den krise som nedlukningen har ført med sig, har stillet flere medlemmer i et svært dilemma.

Når der skal vælges

Hvordan opvejer man klubloyalitet, overfor en presset privatøkonomi og en hverdag, hvor man for længst har skåret de ting fra, man ikke længere gør brug af i det daglige?

Fyringsrunder, nedskæringer og en forlængelse af ansættelseskøen, for dem der allerede var udenfor arbejdsmarkedet før nedlukningen, har gjort et moderat kontingentbeløb, til en luksus der, for nogen, ikke længere giver mening.

Men hvad er det kontingentet i det hele taget dækker, hvis vi ser bort fra de håndgribelige ting som bolde, kamptrøjer og vandflasker?

Sundhedsstyrelsen, lavede, før den øgede skærmtid, løbende undersøgelser af danskernes sundhed og på baggrund af disse; anbefalinger til at øge folkesundheden.

I al den tid har et af de vigtigste flagskibe været; vores fantastiske foreningsliv og dennes evne til at modvirke, den hastigt voksende liste af livsstilssygdomme, der i stigende grad forkortede tiden og forringede kvaliteten af et danskerliv.

Idrætten er for alle

Ud over de åbenlyse fordele, ved at få sved på panden hver tirsdag og torsdag fra 19-21, så er det identitetsskabende og menneskeligt dannende element, dér hvor foreningerne virkelig kommer til sin ret.

For børn er foreningslivet en platform, der skaber venskaber, bygger selvtillid, giver tilhørsforhold og former identitet. I en verden hvor digitaliseringen sker hurtigere og i større omfang end vi kunne have drømt om og hvor kun 26% af alle 11-15 årige lever op til det anbefalede mål for daglig fysisk aktivitet og hvor fysisk interaktion er valgfri, har foreningslivet aldrig været vigtigere.

For voksnetilbyder foreningslivet et afbræk fra dagligdagen og fra den identitet man har skabt sig i det civile liv. Det er stressforbyggende at doktor Nielsen, kan få lov til bare være nummer 7, når kampen fløjtes igang og bekræftende at Lars, der arbejder sig igennem en livskrise, kan være topscorer og MVP’er tirsdag, torsdag og søndag.

For de ældre er den regelmæssige fysiske aktivitet decideret livsforlængende, -bekræftende og -berigende. Fællesskabet og kontinuiteten er dét, der kan blive den centrale identitet efter afsluttet arbejdsliv, hvor de som kulturbærere, stadig er i højstatus og kan sikre at traditionerne holdes i hævd, selv i et samfund i konstant bevægelse.

De lokale idrætsforeninger bidrager således ikke bare til kultur- og idrætslivet, men udgør i lige så høj grad hjørnestenen i den daglige sundhedsfremmende indsats, både fysisk som psykisk – hvor man både bidrager og tager med.

Konsekvenserne af de faldende medlemstal i disse tider, hvor kun få kan få lov, til at levere deres ydelser til medlemmerne, udgør et problem for samfundet som helhed og mennesker som individer.

Hvem tager regningen?

Heldigvis er den danske stat i besiddelse af et værktøj, som kan være med til at bremse problemet nu og her og endda forbedre vilkårene på den lange bane, efter en genåbning af samfundet.

Et godkendt skattefradrag for alle medlemskontingenter til foreninger med et såkaldt; anerkendelsesværdigt formål, ville kunne forhindre en stor række udmeldelser på økonomisk baggrund og samtidig åbne døren for indmeldelse af nye medlemmer. Historisk set finder man en påfaldende stor sammenhæng mellem gennemsnitlig indkomst og livsstilsrelaterede sygdomme, hvor de økonomisk dårligst stillede, også kæmper med de største helbredsmæssige udfordringer.

På nuværende tidspunkt er der universel skattefradrag for foreningskontingenter til fag-foreninger. Kan vi få politikerne med på at støtte op om godkendelsen af et fradrag til idrætsforeninger, ville det være en udmelding om, at man anerkender vigtigheden, ikke bare borgernes arbejsliv, men også tiden før, under og efter.