Prøv at tage et kig på dig selv. Nej virkelig, et godt kig. Ikke på den måde du kigger på din bankkonto på (hvilket ikke vedrører mig), men jeg mener se på din krop. Hold hænderne op i luften og ryst dem, tag en tår vand, hold vejret, mærk luften i næsen. De ting er så simple for de fleste af os, at vi aldrig skænker dem en tanke. Men hver enkelt ting er så meget mere kompleks, end det umiddelbart ser ud til.
Hver bevægelse du laver og hver ny dag du lever i, er resultatet af en stor samling af systemer der arbejder sammen, for at fungere optimalt. Med andre ord er DU et fantastisk væsen. Du er mere højtravende, frodig og polymorft fantastisk, end du nok selv tør tro på. Vidste du fx, at helt udstrakt er dine tarme så lange som et 3-etagers bygning er høj? Eller at når du engang bliver ældre, vil du have produceret lige så meget savl til at fylde mere end én svømmepøl? Eller at du mister ca. 2/3 af ét kg døde hudceller hvert år, og mere end 50kg gennem hele livet? Bare bittesmå, udtørrede stykker af dig, flyvende igennem dit hus, liggende på dine boghylder, værende med til at fodre kolonier af støvmider?
Du er din egen lille verden, og disse indlæg kommer til at hjælpe dig med at lære dét, som du kalder kroppen, at kende gennem tvillingedisciplinerne anatomi og fysiologi. Anatomi er læren om kroppen strukturer og sammenhænge mellem disse, og fysiologi er videnskaben om hvordan disse dele arbejder sammen for at holde dig og din krop i live – anatomi handler om hvad kroppen er, fysiologi om hvad den gør, og sammen udgør de videnskaben om os.
Der skal ikke lægges skjul på at det er kompliceret videnskab, der trækker på en masse andre discipliner som kemi og fysik. Du kommer til at lære en masse nye termer – en masse latin og græsk. Men disse indlæg kommer ikke kun til at være en gennemgang af kroppens enkeltdele, eller et diagram over hvordan et stykke pizza giver dig energi. Disse discipliner handler nemlig mere om hvad der gør at du er i live lige nu, hvordan du blev til, hvordan sygdomme skader dig og hvordan kroppen reparerer sig selv efter sygdom eller skade. Det handler om de store helheder som vi enten bruger mest tid på at tænke på, eller prøver at undgå at tænke på: død, sex, spisning, søvn og selve dét at tænke. Det er alt sammen processer vi kan lære at kende gennem anatomi og fysiologi.
Så hvis du holder dig opmærksom, og jeg kan formulere mig forståeligt nok, vil du komme ud på den anden side af disse indlæg med en rigere og mere komplet forståelse af, hvordan kroppen ikke kun fungerer og udfører alt lige fra håndtryk til slagtilfælde, men også at du måske vel indser, at du ikke kun er summen af dine enkeltdele.
Vi har opnået vores forståelse om den levende krop ved at undersøge en masse døde, og i lang tid gjorde vi det bag lukkede døre. I århundrede var dissektion af mennesker et tabubelagt emne i mange samfund, og som resultat deraf har læren om anatomi fulgt en lang, langsom og, til tider, uhyggelig vej.
Læren om menneskets anatomi blev en sådan dille, at gravrøveri i Europa blev et særdeles lukrativt, og endda lovligt, foretagende, indtil 1832 hvor England vedtog Anatomiloven. Denne lov muliggjorde og leverede en masse lig, i form at afdøde mordere, til studerende. I dag bruges kadavere stadig inden for medicinske og sundhedsfaglige fag til at undervise studerende, personligt og med hænderne på, hvad der er til stede i menneskekroppen. Det er endda fuldstændigt lovligt og kadaverne er frivillige, hvilket er hvad det betyder, når folk siger at de vil ”donere” deres kroppe til videnskaben.
For det første har det gentagne gange vist os, at cellers, organers eller endda hele organismers funktion altid følger deres form. Blod flyder i én retning gennem hjertet, simpelthen fordi dets klapper forhindrer det i at flyde tilbage. På samme måde er dine knogler stærke og hårde, hvilket lader dem beskytte og støtte alle dine bløddele.
Dig, mig og os allesammen, er alle fantastiske fuldstændige organismer, der består af præcis organisering af trillioner af celler i næsten konstant aktivitet. Denne evne til at vedligeholde stabile, interne forhold, uanset hvilke forandringer der sker uden for kroppen kaldes homeostase, og er et andet tema der tilfællesgør anatomi og fysiologi.
Din overlevelse handler i bund og grund om balance, både af materialer og energi. Fx har du brug for den rette mængde blod, vand, næringsstoffer og ilt til at skabe og fordele energi. Således også den perfekte temperatur, det rette blodtryk og mest effektive afskaffelse af affaldsstoffer. Alt dette skal være i balance. Med dét, at din overlevelse afhænger af det, menes der at alles mennesker ultimative dødsårsager skyldes det ekstreme og irreversible tab af homeostase.
Organsvigt, hypotermi, kvælning, sult og dehydrering leder alle til samme resultat, ved at skabe forstyrrelser i dine interne balancer, der tillader din krop at forarbejde energi.
Tag et ekstremt eksempel: din arm falder pludseligt af. Hvis der ikke bliver gjort noget hurtigt for at behandle en så seriøs skade vil du bløde ihjel. Men hvad betyder det egentlig? Hvad sker der? Hvordan dør jeg? Den arterielle skade vil, hvis efterladt uden behandling, medfører et drastisk fald i blodtryk der, omvendt, vil forhindre leveringen af ilt igennem kroppen. Så det virkelige resultat af en sådan skade – den egentlige dødsårsag – er et tab af homeostase. Selvfølgelig kan man leve et fuldt og sundt liv uden en arm, men du kan ikke leve uden blodtryk. Fordi uden blod får cellerne ikke ilt, og uden ilt kan de ikke forarbejde energi, og du dør.
Med så mange delelementer der skal arbejde sammen for at holde dig i live, er det ikke svært at se behovet for et hyper præcist sprog til at identificere delene, for at kommunikere hvad der sker med dem. En læge kommer derfor aldrig til at henvise en patient til operation, ved at fortælle kirurgen at han har ondt i maven. Lægen bliver i stedet nødt til at give en detaljeret beskrivelse af problemet – essentielt via et mundtligt kort.
Igennem tiden har anatomi udviklet sit eget standardiserede sprog, med termer, regler og retningsbeskrivelser, der skal beskrive hvor en kropsdel er i relation til en anden. Dette sprog kaldes nomenklatur.
Forestil dig en person stående foran dig. Dette kaldes den klassiske anatomiske position, -nulstilling eller “in situ”. Her er kroppen oprejst med ansigtet fremad, armene ned langs siden og håndfladerne frem. Forestil dig herefter denne person opdelt i forskellige sektioner, eller planer.
Kig på kroppen igen, og du vil begynde at lægge mærke til flere og flere underinddelinger, såsom forskellen mellem de aksiale og appendikulære, eller vedhængende, dele. Alting på linje med midten af saggital- og frontalplanerne bliver set som aksiale dele, nemlig hovedet, halsen og overkroppen. Imens bliver arme og ben – vedhængene – set som de apendikulære dele, der sidder fast på kroppens akse.
Og der er mere endnu:
Lad os tage en lynquiz! Jeg får mig en club-sandwich på en café – det gør jeg ikke lige nu, men ville jeg ønske jeg gjorde… Forestil dig at det var det jeg gjorde. Jeg er så glubende og distraheret, at jeg glemmer at fjerne den der lille tandstik på toppen, og jeg ender med at sluge den sammen med et stykke kylling, bacon og brød. Et fragment af den tandstik sætter sig fast et eller andet sted i kroppen, jeg får taget et røntgenbillede, og det skal opereres ud. Ved at bruge den anatomiske nomenklatur, hvordan ville lægen så fortælle kirurgen hvor i kroppen, at det lille fragment befandt sig?
Hun ville måske beskrive det som værende placeret ”langs aksiallinjen, posteriort til hjertet men anteriort til rygsøjlen. Inferiort til kravebenene, men superiort til maven”. Det ville give kirurgen en ret god idé om hvor han skal kigge henne, nemlig i spiserøret lige over maven.
Jeg sagde det i begyndelsen: En masse termer! Men alle disse termer har måske lige reddet mit liv. Dette er nu slutningen på det første indlæg af mange om kroppens anatomi og fysiologi, og du kan måske allerede nu forstå mere end du kunne inden du begyndte at læse med.
I dette indlæg har du lært, at læren om anatomi undersøger vores kropsdeles strukturer, imens læren om fysiologi beskriver hvordan de dele arbejder sammen for at fungere. Du har lært noget om disse discipliners centrale principper, inkl. Komplementariteten mellem struktur og funktion; og du har fået basal indsigt i kroppens organisatoriske hierarki og balancen mellem materialer og energi, bedre kendt som homøostase. Til sidst har vi rundet af med at introducere dig for den anatomiske ordbog ”nomenklatur”, som er med til at beskrive enkeltdelenes placeringer ift. hinanden, holdt sammen vha. en tandstik.
