Et kig nærmere på en populær teknik, kaldet hjertesammenhæng, tilbyder flere detaljer om måderne vejrtrækningen har indflydelse på forbedret afslapning. (8) Vha. Biofeedback (feedback fra kroppen), forsøger tilgangen at koordinere vejrtrækningen med pulsen, for på den måde at sænke farten og udjævne rytmen, og dermed stabilisere hjertets funktion.

Metoden blev udviklet ud fra forståelsen af, at langsommere og dybere vejrtrækning forbedrer aktiviteten i det parasympatiske nervesystem. Specifikt forbedres kvaliteten og funktionen af vagus-nerven, som er ansvarlig for at styre og måle aktiviteten af mange af de indre organer. Når nerven stimuleres, øges roen I kroppen – pulsen sænkes og udjævnes, blodtrykket falder, musklerne slapper af, osv. Når vagus-nerven informerer hjernen om disse forandringer, får det dermed også hjernen til at slappe af og øge følelsen af fred og ro. Dermed arbejder hjertesammenhæng sammen med bade neurologiske og psykologiske mekanismer.

Hjertesammenhængs stabiliserende effekt på pulsen kan derudover have en beroligende effekt på angsttilstande. Omvendt bliver nogle patienter med hyperaktivitet i hjertet fejldiagnosticerede som ofre for panikanfald, fordi deres øgede puls påvirker deres sind. (9,10)

En hjertesammenhængs-seance har typisk fokus på at bruge 5 sekunder på indånding, for derefter at bruge 5 sekunder på udånding (en cyklus på 10 sekunder), og dermed trække vejret 6 gange i minuttet. Biofeedback gør det muligt at observere, hvordan denne dybe, jævne vejrtrækning sænker farten og stabiliserer hjertets puls.

Nogle versioner af hjertesammenhæng anbefaler at man bruger mere tid på udåndingen end indåndingen (fx 4 sekunder ind og 6 sekunder ud). Ja, pulsen stiger lidt når du trækker vejret ind og sænkes når du puster ud, så en forlænget udånding kan have en mere afslappende effekt på pulsen, og dermed hjernen. Der mangler dog stadig undersøgelser på dette område.

Andre undersøgelser antyder, at den følelsesmæssige påvirkning af vejrtrækningen der udføres i hjertesammenhæng og andre forskellige slags øvelser, ikke kun stammer fra det parasympatiske nervesystem, men også fra effekter på centralnervesystemet. Åndedrættet kan altså have direkte indflydelse på hjernen. I 2017 viste Mark Krasnow fra Stanford universitetet, at en samling nerveceller hos mus, der regulerer luftvejsrytmer (præ-Bötzinger-komplekset), kontrollerer noget af aktiviteten i locus coeruleus, som er en hjerneregion med ansvaret for opmærksomhed, vågenhed og angst. (11) Åndedrætsteknikker kan være medvirkende til at påvirke dette sted for følelser, ved at ændre og forme aktiviteten i præ-Bötzinger-komplekset.

Ud over de direkte effekter der frembringes ved langsom vejrtrækning, kan opmærksomheden på ind- og udåndinger muligvis spille en væsentlig rolle i hjernens respons. I 2016 vise Anselm Doll fra universitetet i München, at denne form for opmærksomhed kan være med til at lette stressniveauet og negative følelser og tankemønstre. (12) Dette kan gøre, fordi opmærksomheden er med til at aktivere det dorsomediale præfontale cortex, som er et regulerende område af hjernen, der er med til at mindske aktiviteten i amygdala (vores følelsescenter).

Derudover gør en øget opmærksomhed på vejrtrækningen, at de fleste mennesker faktisk forsøger at fokusere på netop det, som er beroligende. Menneskers kognitive ressourcer er begrænsede, så når enkeltpersoner koncentrerer sig om deres vejrtrækningen, tænker de ikke så meget på deres bekymringer. De, der udøver opmærksomhed, lærer at bemærke, når opmærksomheden trækker sig væk fra vejrtrækningen over mod bekymringerne. De, der træner sig selv regelmæssigt, vil nemmere kunne vende tilbage til vejrtrækningen. Denne ”omfokusering” har en stærkt afslappende effekt, og hjælper bl.a. med at bekæmpe tankeforveksling hos mennesker med angst eller depression.